Kronjuvelerne

Kronjuvelerne består af fire storslåede smykkesæt.

Kronjuvelernes historie går tilbage til Christian 6.s dronning, Dronning Sophie Magdalene. Dronning Sophie Magdalene bestemte i sit testamente fra 1746, at hendes smykker ikke skulle overgå til én bestemt person, men altid være til rådighed for landets siddende dronning med den begrundelse, at "der i dette Kongehus er så få juveler og slet ingen kronjuveler". Sophie Magdalenes kronjuveler bestod blandt andet af diamantbesatte hårnåle, ørenringe og perlekæder, men de fleste af de oprindelige smykker er blevet lavet om af efterfølgende dronninger i takt med, at moden indenfor smykker har ændret sig. 

Kronjuvelerne består i dag primært af fire store smykkesæt eller garniturer, som de kaldes: et brilliant-sæt, et smaragd-sæt, et perle-rubinsæt og et rosensten-sæt. Garniturerne består alle af halskæder, ørenringe og brocher og et enkelt også af et diadem. Smykkerne kan skilles ad, så de enkelte dele kan kombineres på forskellige måder. 

De fire garniturer
De fire garniturer har i dag den udformning, som Christian 8.s dronning Caroline Amalie gav dem i 1840. Med genbrug af Sophie Magdalenes oprindelige juveler, suppleret med ekstra ædelstene, fik hun fremstillet fire garniturer efter tidens mode. Foruden de fire store garniturer består kronjuvelerne af senere dronningers tilføjelser til samlingen. Blandt andet Frederik 8.s dronning Lovisas perle ”bayadère”; en meget lang perlekæde med perlekvaster, og hendes tre perlearmbånd med brilliant- og smaragdsmykkede låse. 

Kronjuvelerne ejes af staten, men står til rådighed for H.M. Dronningen, som almindeligvis anvender dem, når Dronningen bærer galla ved nytårstaflet eller i forbindelse med statsbesøg og andre store begivenheder i Kongehuset. Det er kutyme, at kronjuvelerne forbliver i Danmark, hvilket betyder, at Dronningen ikke kan bruge dem på besøg i udlandet. Når kronjuvelerne ikke er i brug, opbevares de i skatkammeret i kælderen på Rosenborg Slot og i Fabergékammeret på Amalienborgmuseet.

Kronjuvelerne i Danmark er de eneste i verden, som både udstilles som museumsgenstande og samtidig bæres af landets dronning.

Dronningen og de øvrige kvinder i den kongelige familie har desuden en samling af private juveler, som de selv disponerer over, heriblandt et rubinsæt fra Napoleonstiden, som Kronprinsessen har båret flere gange. De private smykker er ikke udstillet, men kan ses, når de bruges ved større galla-arrangementer og besøg i udlandet. 

Kronjuvelerne på Rosenborg Slot

På Rosenborg Slot findes de fire smykkesæt, der betegnes som kronjuveler. Rosenborg Slot er åben for publikum.